Musiker 

ALEXANDER OSCAR

...young gun i en hård branche

ALEXANDER OSCAR


Alexander Oscars karriere har budt på både op- og nedture, siden han startede som young gun i en hård branche. Derfor har han valgt, at indsamlingen fra hans ’More Than Pizza’ skal gå til Psykiatrifondens arbejde for at bekæmpe psykisk sygdom og sikre bedre vilkår for de mange, der er ramt.

Alexander Oscar er den type, der fylder et rum med god energi. Han griner højt, smiler bredt og kigger dig i øjnene, når han taler med dig. Han møder folk i øjenhøjde, og sørger omhyggeligt for at hilse på samtlige personer bag kameraerne til hans photoshoot til ’More Than Pizza’.   

At det er en musiker med over 500 millioner streams i bagagen, som er mødt op til shoot på en halvkold formiddag i november, er ikke til at mærke. Alexander Oscar tager fat, hvor der er brug for det. Fra at stå og vaske hans hvide sneaks i håndvasken, til at folde pizzabakker som skal bruges på billederne. Alt sammen med et kæmpe smil på læben. At hans humør smitter er et understatement. 

Smilet har dog ikke altid været lige så bredt, som det er i dag i fotostudiet på Vesterbro. Der er mere bag de blå øjne, end hvad man umiddelbart lægger mærke til. For selvom popstjerne-livet på overfladen kan se glamourøst ud, så har livet ikke altid været nemt for Alexander Oscar, som i 2020 gik ned med stress og depression. 

Young gun i en hård branche -
Young gun i en hård branche -
Young gun i en hård branche -
Young gun i en hård branche -
Young gun i en hård branche -

”Jeg tror faktisk, jeg havde brug for at mærke - shit, der var min grænse. For nu ved jeg, hvad tegnene er og kan se, når jeg har brug for en pause."

Alexander Oscar

”Det jeg sætter mest pris på ved at lave, det jeg gør, er at spille koncerter. For det er den eneste måde, du kan se, om folk giver en f**ck for dig."

I starten vidste han slet ikke, hvad det var. Det går nok over af sig selv, tænkte han. Men det gjorde det ikke. Tværtimod. Faktisk blev det så slemt, at han i en periode slet ikke forlod sin lejlighed, og samtidig var meget tæt på at stoppe sin musikkarriere.   

Bare et år forinden så alting dog helt anderledes lyst ud for Alexander Oscar. I hele 2019 havde han næsten ikke set indersiden af sin lejlighed, da han var ude og leve “musikerlivet.” ”Der var nogle gange, hvor jeg var i tre lande på 24 timer. Der var aldrig pause.” Hans karriere havde for alvor taget fart efter hits som ’Number’ og ’Complicated’, og den unge musiker havde svært ved at tage foden af speederen. ”Jeg var ung og havde så meget blod på tanden, at det var svært for mig at sige nej til muligheder.”  

Alexander Oscar lærte dog på den hårde måde, at selv en ung fremadstormende musiker har brug for pauser. En life lesson der ramte som en knytnæve i mellemgulvet. Pludselig kunne han ikke andet end at ligge i sin lejlighed og stirre op i loftet. Ramt af livet. Ramt af stress og depression.  

Alexander Oscar fik dog kæmpet sig tilbage, da han fandt ud af, at det hjalp at tale om det. ”Det, der hjalp, var at snakke med folk om det. Snakke med mennesker jeg stolede på, og som jeg elsker, og som jeg vidste elskede mig.” Stille og roligt kom der styr på det mentale helbred. Og selvom det var en af de hårdeste perioder i hans liv, så vil han faktisk ikke være oplevelsen foruden den dag i dag. ”Jeg tror faktisk, jeg havde brug for at mærke – shit, der var min grænse. For nu ved jeg, hvad tegnene er og kan se, når jeg har brug for en pause.”  

Oplevelsen med stress og depression har også givet Alexander et anderledes blik på mentalt helbred. For som han selv beskriver det, så handler det om, at vi godt tør tale om det, der er svært. ”Det handler også om at forstå, at det er okay at have det skidt. Der er meget tabu omkring mentalt helbred og om eksempelvis at gå til psykolog. Det synes jeg, alle burde gøre.” 

"Jeg tror faktisk, at jeg ville ønske, at det ikke var gået så hurtigt. Efter 'Number' kunne jeg godt mærke, at der var sindssygt pres på, hvad den næste sang skulle være."

Alexander Oscar er stadig kun 24 år, men kan allerede pryde sig at være en veteran i musikbranchen. Efter at have lagt videoer af sig selv synge covernumre på YouTube (som i øvrigt stadig ligger der), landede han en pladekontrakt, allerede før han fyldte 14. 

Efter at bruge de næste par år på at dygtiggøre sig og skrive musik skete det, der kun sker for en lille håndfuld af musikere. Alexander Oscar fik et vaskeægte hit. ”Det’ sygt mærkeligt, for det skete bare lige pludseligt. Jeg gik i 3. g, og så udgiver jeg den her sang, og mens jeg er ved at færdiggøre gymnasiet, ligger den nummer et i radioen.” 

Nærmest fra den ene dag til den anden ved alle, hvem Alexander Oscar er. ’Number’ bliver et kæmpe hit i hele landet, og har den dag i dag over 23 millioner streams på Spotify alene. Nu var Alexander Oscars karriere katapulteret op i det helt høje luftlag. Men med hits følger forventninger. Og den unge Alexander Oscar kunne pludselig mærke, at presset var et helt andet end før. ”Jeg kunne godt mærke, at der var sindssygt pres på, hvad den næste sang skulle være.”

Set i bagklogskabens irriterende klare lys, kan han i dag reflektere over den kaotiske start hans karriere tog med ’Number’. ”Når jeg tænker tilbage, så tror jeg faktisk, jeg ville ønske, at det ikke var gået så hurtigt.” 

"Du kan godt have en sang med 10 millioner streams, men du har ingen idé om, hvad folk har tænkt, når de hører sangen."

Det kan lyde mærkeligt, gerne at ville have haft sit største hit senere i karrieren. Men efter at have strugglet med sit mentale helbred, efter den eksplosive start på musikerlivet, har prioriteterne ændret sig for Alexander Oscar. ”Det jeg sætter mest pris på, ved at lave det jeg gør, er at spille koncerter. For det er den eneste måde, du kan se, om folk giver en f**ck for dig”.  

Det er lige netop det, som det handler om for Alexander. At folk kan føle hans musik. Og det finder du kun ud af, når du står ansigt til ansigt med dit publikum på scenekanten. ”Du kan godt have en sang med 10 milioner streams, men du har ingen idé om, hvad de har tænkt, når de hører sangen.”

Alexander Oscar står bag den nyeste udgave af More Than Pizza med mozzarella, trøffelmascarpone, svampe, salsiccia med fennikel, parmesan og frisk basilikum.

For hver pizza solgt sender vi 25 kr. direkte videre til Psykiatrifondens arbejde for at bekæmpe psykisk sygdom og sikre bedre vilkår for de mange, der er ramt.